I går skulle jeg til møde med lægekonsulenten for at samle op på den enorme bunke af lægelige papirer der efterhånden ligger i min sag, og jeg blev stillet i udsigt, at jeg kunne få forklaret på dansk, hvad jeg egentlig fejler. Åh, hvor kunne det dog være rart, for det er selvsagt svært at acceptere en tilstand, man ikke helt forstår. Jeg havde høje forventninger til mødet, men var samtidig lidt nervøs for, hvad han måtte have af forklaring. Jeg har i tidens løb mødt mange læger, som alle har ment noget forskelligt. Den eneste grundpille, de kunne blive enige om var, at der ingen pille var. Dvs. ingen behandlingsmuligheder og ingen medicin ville kunne afhjælpe mine problemer. (Suk...slug lige dén pille...)
Nåmen, jeg havde skruet den hårde facade på og var klar med den helt store forsvarstale (man lærer at blive en smule hærdet efter mødet med diverse skeptiske læger), da det pludselig går op for mig, at lægekonsulentens udtalelser, en efter en, bekræfter mig i, at jeg hverken er bims eller hypokonder... Det varede lidt, før jeg rigtigt forstod, hvad han sagde. "Din krop er ødelagt." (HVAD? Jeg er 28 år). "Det er sjældent vi ser det i så udpræget grad hos folk i din alder, men det hænder desværre." (Hvorfor lige mig...?). "Du må lære at passe bedre på dig selv" (Hvordan gør man det?), "huske at holde de pauser, som er nødvendige" (Hvis det så bare ikke var så mange) "og kun gøre det, som er godt for dig og din krop" (Kan man leve af spabade og strålerne fra sydens sol?)
På trods af de hårde facts, følte jeg en lettelse, som ikke kan beskrives. En lettelse over at blive set, hørt og forstået - blive taget alvorligt og få dén forklaring, jeg har ventet på så længe. Lettelse, lettelse, lettelse...men gårdsdagens input skulle nu også lige fordøjes og vendes med kæresten, før tankemylderet atter var på retur, og jeg kunne foretage mig noget igen (vel vidende at det var på tide at rette dele af min opmærksomhed mod kroppens signaler). Det er faktisk noget, jeg har arbejdet hen imod længe, men hvor er den krop dog pylret og pausekrævende. Det er ikke meget, jeg får udrettet, hvis det står til min krop, og mine kreative sysler lider i dén grad under det...
For dem af jer det måtte interessere, så lider jeg kort fortalt af muskel- og senegigt, mine led hænger ikke ordentligt sammen og trækker i hver sin retning, så strækket får musklerne til at spænde. Muskelfibrene er ødelagte, hvorfor jeg bliver hurtigt udtrættet og har svært ved at holde kroppen oprejst. Alle disse ting er årsagen til, at jeg oveni lider af kronisk hovedpine, søvnbesvær, koncentrationsbesvær, konstante smerter og generel utilpashed. Jeg forstår nu, hvorfor der ingen behandling er, og selvom det bestemt ikke er nemt, så håber jeg visheden hjælper mig til at lære at acceptere situationen...
Nu vil jeg til pilates, for selvom "det ikke kan trænes op igen, så skader det heller ikke". Om ikke andet så FØLER jeg da, at jeg gør noget godt for min krop...
