onsdag den 30. november 2011

Fornuft








Når man nu ikke havde mulighed for at kigge forbi julemarkedet i Roskilde, var det bare med at sidde klar, da fornuft åbnede op for deres webshop. Dét er da fornuft.

Fornuft er også at investere i noget af det smukke pynt, som Anne og Ninna står bag. Du finder det hele lige her - Til fornuftige priser meget apropos. Der er stadig lækre sager på hylderne, så skynd dig ind forbi, hvis du heller ikke kan stå for akryl og lækkert design.

by BLANK pynt








Jeg har købt det fineste pynt i transparent akryl og birkefinér. Det er fra Mette, der står bag mærket by Blank. Stjernerne kan købes lige her til en ganske fornuftig pris. Jeg er allerede rigtig glad for mine og tror det bliver svært at pakke dem væk, når julen er ovre...Jeg gætter på, de får lov at hænge lidt længere...

tirsdag den 29. november 2011

Lynhurtigt pynt









Jeg har lovet jer en give away og den er lige på trapperne. Projektet har drillet en del og været mere omfattende end ventet, men det bliver godt, så I kan godt begynde at glæde jer(!)

Indimellem de lidt tungere projekter er det meget rart med lidt afveksling i form af nogen nemme og hurtige af slagsen. Som f.eks. papirsboldene og hyacint'vaserne' ovenfor. Bortset fra de sorte fingeraftryk jeg fik sat udenpå 'vaserne', er jeg meget godt tilfreds. Ideen med at papirspynte konservesdåser har jeg herfra. En idé jeg godt kunne finde på at genbruge til min fødselsdagsfest om ikke så længe. Resultatet er fint og dekorativt, mens indsats og udgifter er minimale - lige noget der passer frøkenen her.

onsdag den 23. november 2011

En lille tanke







I går modtog jeg en overraskelsespakke fra hende her. En rigtig fin stofpakke og de sødeste engleophæng af perler og læder. Bare en lille tanke i en lidt hård tid (hentydende til de nye vaner). Tusind tak, Anne! Det var virkelig sødt af dig! Jeg glæder mig til at finde den helt rigtige plads til dem - lige nu har de fået midlertidig ophold på en SG vase.

'De nye vaner' fylder faktisk en hel del for tiden og da den bærbare samtidig er gået i stykker, vil der nok være længere imellem opdateringerne herinde. Jeg forsøger at råde bod på det med den føromtalte give away, som forhåbentlig snart er klar til jer. Stay tuned!

Magiske måneder









Jeg har været så heldig at vinde denne bog i Christinas give away. Den er fyldt med de lækreste billeder, gode opskrifter og ideer til kreativ udfoldelse og vigtigst af alt - den forstår at fange det magiske i årets respektive måneder.

Jeg ser frem til en fordybningsstund med bogen her lidt senere, men først er der en lille præmie, som skal færdiggøres...

søndag den 20. november 2011

Hooked & teasers






Jeg har omsider fået købt noget zpaghettigarn og jeg er som mange andre med ét blevet 'Hooked'. Udover at det er super lækkert at arbejde med (og det går stærkt), så bilder jeg mig ind, at det samtidig har en vis effekt på de såkaldte "mormorarme"...det er i hvert fald ikke for vatarme som mig at sidde med i længere tid. Men så er det godt, at der er en hel måned til jul, her hvor jeg netop har påbegyndt den første julegave (sådan som tiden flyver, kunne jeg vist godt have været i bedre tid)

Billede tre er til ære for søsteren, hvis nysgerrighed har godt af at blive vakt lidt...det er din julegave fra mig (eller det bliver det, den ene af dem i hvert fald...).

Det sidste billede er en teaser til jer, kære læsere. Nemlig en forestående give away her på bloggen, som denne gang er hjemmelavet. Håber I vil tage godt imod den...

onsdag den 16. november 2011

Nye vaner














Nye vaner skal der til engang imellem, og når man får kendskab til, at man ikke tåler forskellige fødevarer, ja så er den ligesom ikke længere, vel? Beslutningen om at ændre kurs krævede ikke de store overvejelser, men det gjorde til gengæld 'vejen derhen'. At få taget hul på bylden....at skulle tænke, købe, spise og gøre så fundamentalt anderledes end vanligt. Og pengene dertil...ja, de kommer jo heller ikke bare dumpende, vel?

Så jeg starter i de små...Prøver mig lidt frem og ændrer lidt af gangen.  

Det kræver virkelig meget nytænkning, når man stort set ikke tåler nogen korntyper eller mælkeprodukter (lige bortset fra spelt og soya). Det lykkedes mig dog at bikse et helt ok speltbrød sammen i går, som her på andendagen er mindst lige så lækkert. Uh, det er guf for en brødelsker som jeg.

Og så har jeg forsøgt mig med en portion semisoltørrede tomater til at spice forskellige salater op med. De er prøvesmagt og går bestemt også an.

Så selvom jeg stadig finder hele diæten en kende besværlig, ser jeg det også som en mulighed for at opdage nyt. Gode råvarer og lækre retter, som jeg måske ikke ellers ville have fået kendskab til...og så er der jo guleroden for enden - at få det bedre. Dét er bestemt også værd at kæmpe for...(!)

Efterlysning

Update: Bogen er nu fundet og købt - Tak for hjælpen!

Billedet er lånt herfra og efterfølgende redigeret - håber det er ok, Dorthe!?


Jeg har i de sidste par uger været på jagt efter denne her bog fra Netto. Jeg har søgt i hver en Netto i miles omkreds - uden held. Hvis der er nogen der vil købe et eksemplar af bogen og sende til mig (hvis der altså er flere tilbage et sted), vil jeg blive mægtig glad. Jeg betaler selvfølgelig for både bog (39 kr.) og porto...

tirsdag den 15. november 2011

Et par mere






I går ankom de her fine sko med posten. Ja, jeg har lige købt nye sko, men man kan altid bruge flere, ik? Og de her var jeg så heldig at vinde i en give away hos hende her for lidt tid siden.

Skoene er en model Elsie, skabt af Lola Ramona. De er en helt perfekt blanding af rå og ladylike, for at bruge Mejses udtryk, og jeg elsker dem. Det er altid lidt spændende, om de i det hele taget passer eller sidder godt på foden, når man ikke har prøvet dem forinden, men der var heldigvis ingen grund til bekymring. (De gør sig dog nok bedre til et mindre kluntet outfit).

Jeg er allerede ved at udse mig en oplagt lejlighed til at lufte dem...

På forsiden



Husker I kjolen? Den er nu på forsiden af Alt om håndarbejdes blog - En læsers flotte fortolkning. Hvis man ser bort fra janteloven (og alt hvad der minder om), er det så ok at være bare en smule stolt? Jeg tillader mig i hvert fald at varme mig lidt på komplimentet her i kulden...

søndag den 13. november 2011

Nye favoritter







I fredags var jeg på shopping med søsteren. Udover det særdeles upåklagelige selskab, bød dagen på rigtig gode køb. Det er sjovt, som vi egentlig altid spotter de samme ting - selv når vi shopper uafhængigt af hinanden. Nok meget godt, vi bor i hver sin by, selvom det modsatte i mange tilfælde ville være at foretrække...

Jeg elsker nye favoritter - og skoene og den camelfarvede cardigan kandiderer uden tvivl allerede til lige netop dét. 

lørdag den 12. november 2011

En pude mere...



 


En pude mere har set dagens lys. Denne her dog uden så mange dikkedarer. Synes den småblomstrede forside står ret godt til den grafiske pude, som ellers er gået hen og blevet min favorit.

Forsidestoffet forelskede jeg mig for lidt tid siden i hos hende her, som heldigvis kunne henvise til et sted på Etsy, hvor det kunne købes. Bagsidestoffet er noget jeg havde liggende, vist nok købt i Stof og Stil.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails