søndag den 29. januar 2012
3 S'er og et G om jeg må be'
Søndag, Sne og Sygdom. Sneen nydes indefra, influenzaen har for alvor fået sit tag i mig, men det er alt sammen ligemeget - Danmark er i finalen...Godt pakket ind og med alle remedier indenfor rækkevidde er man godt beredt.
Nu er det nu, det gælder. Giv mig et G for guld, tak!
torsdag den 26. januar 2012
Turn grey into pink
Så er også jeg bukket under for sygdom, men jeg forsøger at gøre de grå dage mere farverige. Humøret steg da også lige et par grader, da jeg fandt de neonfarvede dymo labels i dagens post.
Jeg tegner lidt videre og laver dymo billeder, mens jeg hælder godt med vitaminer og varme drikke indenbords. Det kan jeg vist lige holde til.
mandag den 23. januar 2012
Farveterapi
I går postede jeg et indlæg om tegneterapi. I dag har jeg fået tegnet noget mere og farvelagt nogen af mønstrene, inspireret af hende her. Jeg kan afsløre, at der faktisk er ligeså meget terapi i dén del af det...Nu mangler jeg bare nogen fine rammer at sætte dem i.
søndag den 22. januar 2012
Tegneterapi
Netop hjemvendt efter nogen dage i søsterens 'residens', hvor eneste fokus var en øvelse i 'at være' (bortset fra diæten, selvfølgelig)...At trække stikket ud, kort sagt og få lidt ro i hovedet. Det har været virkelig skønt og meget tiltrængt for krop og sjæl. Lidt for mange løse ender, lidt for mange tanker her på det sidste...
Jeg har fået tegnet lidt og afprøvet de såkaldte zentangle mønstre (Du finder en DIY lige her). Det har jeg længe haft lyst til, men først nu har jeg fundet roen. Og jeg har på fornemmelsen, at det kun er første spadestik til et livslangt afhængigheds-/kærlighedsforhold, for det er godt nok både vanedannende og meget meditativt.
Note to self: Hvis man vil komme de skæve streger til livs, er det nok at foretrække at sidde ved et bord i stedet for i sofaen, men her vandt komforten for et øjeblik over præcisionen.
lørdag den 21. januar 2012
Op af bakke, men på vej...
Det er lidt op af bakke med diæten for tiden. Jeg er udmattet, smerteplaget og kan mærke det er nu, den virkelig skal stå sin prøve. Jeg gør alt det rigtige, men effekten udebliver...Det er lidt småfrustrerende, men jeg må og skal bare hænge i. Der er jo sådan set kun én vej frem, hvis jeg vil have det bedre og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg drømmer om snart at kunne vise mig på arbejdsmarkedet igen.
Forhåbentlig kan disse madbilleder, om ikke inspirere jer, så i hvert fald hjælpe mig selv til at holde fokus. Imens forsøger jeg at overbevise mig selv om, at det må være kroppens måde at reagere på. Dels vel pga. abstinenssymptomer over alt det, den plejer at få, men nu bliver nægtet og vel også fordi, den er i fuld gang med at helbrede sig selv. Jeg håber, jeg får ret....Og apropos abstinenser, så længes jeg vældig meget efter at få afløb for de kreative af slagsen(!)
Salaten på det tredje billede er inspireret af hende her og bulgursalaten nedenunder finder du en opskrift på her.
tirsdag den 17. januar 2012
Et tip og en efterlysning
Jeg har et lille tip, jeg gerne vil dele med jer. Jeg ved, der er mange, der har efterlyst de her runde klistermærker. Jeg har tidligere købt nogen i en butik i København, men faldt for nylig over en netshop, som forhandlede klistermærkerne i nye, skønne farver og til en ganske fornuftig pris - 8 ark for 61 DKK. inkl. porto.
Desværre ser det ud til, at de kun har klistermærkerne i denne størrelse (3,2 cm. i diameter), men til gengæld kan man selv sammensætte sin pakke, som man ønsker. De har i øvrigt også andre fine sager i shoppen, som du finder lige her.
Hvis du søger nogen mindre klistermærker, faldt jeg lige over nogen her, men udvalget er temmelig begrænset.
Og så har jeg i længere tid været på udkig efter læder i mere specielle farver, men har indtil nu kun været heldig at finde små rester i sort, brun, blå og rødfarvet læder. Dét jeg søger er større og mindre stykker i farver som gul/karrygul, pudderfarvet, pink, beige, hvid og grå i noget blødt og ikke for kraftigt læder. Er det noget I kan hjælpe med? Hvor finder man det?
søndag den 15. januar 2012
Girl's night out
I går fik jeg luftet mine nye stilletter, da en god veninde skulle fejres. Det var 'Girls night out', når det er bedst. Og stilletterne - de blev sgu på, til vi kravlede hjemad hen på de lyse morgentimer.
I dag er jeg knap så (kæp)høj...knytter stærke bånd til sofaen og forsøger at overbevise mig selv om, at vand og frugt er rigtig junk...(Gæt selv hvad succesraten er for det).
Tømmermænd rimer ikke på diæt - så er det sagt(!)
fredag den 13. januar 2012
Mit svage punkt
Striber, neon, prikker og grafisk print!
Her kan jeg vist ikke sige mig fri for at være let modtagelig...
Hvad er dit svage punkt?
torsdag den 12. januar 2012
Klip en vest
Ja, så enkelt er det faktisk - klip en vest(!)
Man tager et rektangulært stykke stof - jeg har brugt noget tyndt jerseystof. Lægger det dobbelt. Klipper en flænge et stykke inde fra den foldede kant og ligeså langt nede fra den øverste kant. Hullet skal være så stort, at ærmegabet er behageligt. Start i det små og klip større om nødvendigt. Voila! Vesten er færdig. Nemmere kan det vist ikke blive.
Ingen syninger påkræves, da stoffet ikke trevler. Ideen så jeg her. Vesten kan bruges med og uden bælte eller som tørklæde om man vil.
Mangler du selv en vest eller en sidste-øjebliks-gave, er det her måske et projekt for dig!?
onsdag den 11. januar 2012
En lille notits
For måneder tilbage blev jeg kontaktet af Alt om håndarbejdes Symagasin, som ønskede at bringe en lille notits om min blog i deres blad til inspiration for deres læsere. Forleden blev jeg så tippet om, at det er blevet bragt i nr. 1/2012 udgaven. Laralil er også nævnt i samme udgave og jeg ved at hende her og hende her også tidligere er nævnt. Det er da sejt, som blogland vinder mere og mere indpas rundt omkring.
søndag den 8. januar 2012
Striber og neon
Og den hvide Kähler kammerstage er nu hentet hjem og jeg elsker den. Måaske den også bliver pimpet med neon detaljer i form af masking tape eller pompon'er. Vi får se...
lørdag den 7. januar 2012
Fødselsdag og gaveregn
2012 har indtil nu budt på minimalt med kreatid (endsige noget overhovedet), men så er det jo godt at have en god stak billeder på lager. Jeg fyldte som bekendt år få dage efter jul og jeg må sige, at jeg altid bliver lidt småpinlig over den gaveregn, der strømmer ned over mig i løbet af meget kort tid....Og selvom jeg ofte har ønsket mig, at fødselsdagen faldt på et andet tidspunkt, så er jeg i hvert fald aldrig blevet snydt. Heller ikke i år (eller sidste år er det jo allerede).
Familien kom til kaffe og kage og da jeg jo ikke må spise rigtig kage, blev det i stedet til en del raw food kager - dét var bestemt heller ikke tosset. Om aftenen var vi ude at spise og da gæsterne var taget hjem, holdt B og jeg kæresteaften med spil og et godt glas vin.
# 1 Fødselsdagsbordet er dækket og klar til gæsternes ankomst. Det lykkedes at finde frem til nogen kager, som jeg kunne tåle - yeah!
# 2 Jeg fik peber - på den søde måde
# 3 Gave og sødt kort fra søsteren. Gaven indeholdt "Vild med garn" bogen, som jeg desværre allerede havde i min samling
# 4 Raw food chokoladekage - Mums! og konfektrester fra julen
# 5 Lækkert tørklæde med stjerner fra søsteren
# 6 En længe ønsket Kähler vase i medium - også fra søsteren og en smuk buket blomster fra forældrene
# 7 Den vildeste gave - penge til to Eames stole fra kæresten og svigerforældrene. Jeg MÅ snart have dem bestilt, men venter til efter festen, som jeg inden længe holder for venner og familie. Tænk hvis man var så heldig at kunne eje hele fire af de smukke stole ved kun at spæde en smule til selv. Drømmescenarie...I know
# 8 En lige så vild gave - et fedt "lommekamera" fra forældrene. Jeg bruger vores spejlrefleks en del, men det er rart med et lille, handy et, man kan tage med "på farten". Jeg har allerede haft rig mulighed for at lege med det og jeg må sige, at vi ret hurtigt har fundet kemien.
Det er nu slet ikke så tosset at være blevet 30, når der følger den slags helt fantastiske gaver (og masser af forkælelse) med...
Abonner på:
Indlæg (Atom)







